Der tales meget om dannelse, opdragelse og fællesskab i disse år – alle steder – og det er helt naturligt, da trivslen og fællesskabet for mange er udfordret.

I Langeskov gør vi noget ved det, og det gør vi efter mottoet: Hellere 1 handling end 10.000 synsninger.

Vi, er 15 interessenter i og omkring Langeskov by, der vil gøre noget ekstra for netop dannelse, opdragelse og fællesskab.  Vores overordnede mål og overskrift for vores samarbejde er: VI SER HINANDEN. Vi vil fra nu af to uger om året sammen sætte ekstra fokus på dannelse, opdragelse og fællesskab.

Menneskelig kontakt, at kunne begå sig og at være en del af et fællesskab, er essentielt for alle mennesker  – unge som ældre. I uge 3  i Langeskov vil vi derfor sætte ekstra fokus på at SE hinanden. Det betyder at man i Langeskov og i de deltagende foreninger møder hinanden med øjenkontakt og hilser på hinanden med ord som godmorgen, goddag, farvel og tak, godaften og godnat.

Alle deltagende foreninger, skolen og børnehave samt Langeskov Centeret vil hver på deres måde sætte fokus på hvordan VI SER HINANDEN, og mange fantastiske og forskellige initiativer vil i den anledning finde sted i den kommende uge.

Elever fra Langeskov Skole vil undervejs være billed- og video reportere på de mange forskellige initiativer, men vi kunne også bruge jer medier til at udbrede budskabet, så kontakt gerne undertegnede.

Måske følgende happening kunne have jeres interesse?  Elever fra elevrådet vil onsdag til fredag gennemføre et øjeeksperiment, som man på verdensplan gennemførte i 2015.  Eksperimentet vil blive foretaget fra kl. 12.30 til 13.30 onsdag til fredag i Langeskov Centeret.

Se link til eksperimentet her :  https://youtu.be/3QdnCRWATZ8?si=1seXgbRJ0LR4A_vF

 

Undertegnede kan kontaktes for yderligere info om uge 3 i Langeskov.

På hele styregruppens vegne.

Klavs Norup Lauridsen, skoleleder, Langeskov Skole

Mobil 53609217